Prædiken alle helgen 2018 ved sognepræst Annette Kassow

Alle helgen er en højtidsdag. Højtid forstået på den måde, at her sker der noget som er hævet over hverdagen. Vi mindes vore døde. Dem vi har mistet inden for det sidste år og tidligere år. Vi mødes i kirken, hvor håbets budskab forkyndes; ikke mindst i salmerne vi synger. Kirken er smukt pyntet med hvide blomster. Vi tænder levende lys. Og er et fællesskab af mennesker, som ved hvad det vil sige at miste.

Med sorg og savn lades vi ikke alene. Vi løftes. Bæres af evangeliets ord og lytter til budskabet om et fællesskab, som rækker ind i døden. Som det lyder i salmen ”Nu har du taget fra os” (salmebogen nr. 552), -”selvom vi er adskilt, er vi i dine hænder”. Levende og døde er vi i Guds hånd. For livet er ikke bare slut, når vi tager det sidste åndedrag. I kirken mødes vi af forkyndelsen om det evige livs håb.

Der var en ung pige, som havde hørt om dette håb. Hun var ikke døbt; hendes forældre havde ikke ladet hende døbe, da hun var lille. Så skete der det, at hendes far døde. Herefter fik den unge pige et ønske om at blive døbt og gik til sin præst med dette ønske, og fik det opfyldt. Hun ville gerne være med i fællesskabet, som rækker ind i døden.

Sådan er det måske også for os? At vi, når vi samles i kirken til gudstjeneste, synger eller læser en salme, - fornemmer, at vi er en del af noget større; af et stort fællesskab, som rækker ind i døden.

Der var en familie, hvor de oplevede dette meget stærkt. De havde en søn på 5 år, som var bange for døden. Det var gået op for ham, at vi alle skal dø en dag. Og han fik angst. Om natten fik han mareridt og søgte trygheden i sine forældres seng. Så skete det, at drengens farfar døde. Forældrene tænkte, at deres lille søn ikke skulle med til begravelsen, at det ville være for svært for ham. Men drengen insisterede. Han ville med. Til begravelsen var han forbavsende rolig. Han sad stille på bænken mellem sine forældre. Da de gik hjem fra kirke sagde drengen: Nu er jeg ikke bange for døden, for nu kender jeg én der.

Det gør vi også. Vi kender en eller flere der bag dødens grænse. I kirken forkyndes, at vi er et fælleskab af levende og døde. Et synligt billede her på er nadveren, hvor vi knæler i en halvcirkel som er åben mod alteret. Vi kan forestille os, at ringen fortsættes i himmelen; at vi er til nadver også med dem, der gik forud for os. Nadverfællesskabet som et billede på fællesskabet af levende på jorden og i himmelen.

Evangeliets lys og salt (Matt. 5,13-16) er forkyndelsen af Kristus, som dødens overvinder. Som det lyder ved dåben, -”genfødt” til et levende håb; det evige livs håb med ham.

Ved alle helgen ser vi tilbage - og vi ser frem. Vi ser tilbage til livet og fællesskabet med de mennesker, som nu er adskilt fra os og skjulte i Guds kærlighed. Vi tænker på alt det gode der var. Og måske også på det der var svært? Når vi ser tilbage med taknemmelighed kan det kaste en velsignelse af sig, og hjælpe os til at gå fremtiden i møde. Vi kan mindes vore døde ved at bære dem med i livet nu. Tale om dem. Huske dem. Huske det, de stod for. Huske de værdier, der var deres. Huske det gode vi fik. 

Ved alle helgen ser vi frem. Som det lyder i Den nikænske trosbekendelse, -vi forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.

”Se, jeg gør alting nyt!” (Åb. 21,1-7) lyder det i Johannes Åbenbaring. Dette er det evige livs håb, at Gud selv vil gøre alting nyt, så alt det der piner og plager på jorden vil forsvinde. Så alt det der nager imellem os vil forsvinde. Og vi kan mødes også med vore fjender i himmelen, fordi Gud gør alting nyt og fællesskabet helt. Det evige liv er ikke blot en fortsættelse af det liv vi kender. Men en ny-skabelse. ”Se, jeg gør alting nyt!” Nyt og helt i kærlighedens fællesskab.

Fra salmen ”O kristelighed!” (salmebogen nr. 321):

”O vidunder-tro!

Du slår over dybet din gyngende bro …

fra dødningehjem til de levendes land

O kærlighed selv!

du rolige kilde for kræfternes elv!

du fylder med Frelserens gavmilde ord

velsignelsens kalk på det kristne Guds-bord;

o, vær du vor livdrik på jorden og bliv

vort evige liv!”