Opstandne Herre, du vil gå

med os til verdens ende.
Hvor du går hen, skal dine små
dit fodspor se og kende.
Du går forud
for os til Gud,
dér vil du, dine kære
skal altid hos dig være.

Men, Herre, du ved selv, hvor trangt
det er med hjertefreden,
når vi kan mærke, der er langt
herfra til evigheden,
når dine spor,
dit eget ord,
blir visket ud i sandet,
og vejen blir forbandet.

Til Emmaus går vejen tit
i følgeskab med sorgen.
I mørket går vi skridt for skridt,
der er så langt til morgen!
Klar op vort mod,
lys for vor fod,
stå op, gå os i møde,
stå op for os af døde!

Luk skriften op og hjertet med,
lad påskesolen skinne,
så uforstand og tungnemhed
som tåger må forsvinde!
Da skal al trods
forgå i os,
som sten fra graven vælte,
som dug for solen smelte.

Opstandne Herre, hos os bliv,
når dagen går til ende,
lad ordet om et evigt liv
i vore hjerter brænde!
Den blinde ser,
den bange ler,
når brødet med dig brydes,
vi kender dig - og frydes.

Luk 24,13-35

Mel.: Du er, opstandne sejershelt

Tekst: Johannes Johansen 1976 og 1990.