Prædiken 1. søndag i fasten ved sognepræst Annette Kassow
Matthæusevangeliet kap. 4 vers 1-11
Fristelsen i ørkenen  

Fastelavns søndag hørte vi om Jesu dåb. Hvordan Jesus, som en indvielse til sin gerning, lod sig døbe med synderes dåb af Johannes i Jordanfloden. Jesus viser med sin dåb, at han vil dele livet med os, at han fuldt og helt vil leve et menneskeliv, også når det indebærer smerte. At han vil fællesskabet med svage mennesker.

I fortællingen om fristelsen i ørkenen hører vi om, hvordan Djævelen prøver at få Jesus bort fra den vej. Den onde møder Jesus, da han er ved at dø af sult og allermest i knæ i ørkenen.

-Kom nu Jesus, du kan godt! Lyder fristerens stemme. -Sørg for dig selv og lav de sten om til brød. -Du er jo sulten, kom nu! Men Jesus modstår fristelsen til at sørge for sig selv. Han modstår fristelsen til at vige fra sin bestemmelse som kærlighedens søn på jord. -Mennesket lever ikke af brød alene, siger Jesus. Ordene kan høres også som et budskab til os i dag i en sundhedskrise. Vi lever ikke af brød alene. Vi lever ikke kun af det, der kan købes i et supermarked. Vi lever ikke af de nyeste coronatal. Vi har et indre menneske, en sjæl, som har behov for noget dybere, for gode ord at leve af. Trøstens og håbets ord. Guds ord, evighedens ord, som vi samles om i kirken. Derfor skal kirken selvfølgelig være åben i en krisetid og være til rådighed for mennesker.

Jesus modstår Djævelens lokkemad, også når det gælder fristelsen til popularitet og mirakler, og fristelsen til at unddrage sig lidelse. Jesus vil ikke kaste sig ud fra tinder som et overnaturligt væsen, kun for at vise sig for verden som en, der ikke lider skade. Hans bestemmelse er jo netop et helt menneskeliv med smerte og lidelse. Til sidst kaster Djævelen sin maske for alvor og siger: Jeg vil give dig al verdens rigdom og magt, bare du vil kaste dig ned og tilbede mig. Det er en fælle, den onde lægger ud for Jesus. En fælle, som i virkeligheden er et fængsel, med total underkastelse. Jesus hopper ikke i fælden. -Forsvind Satan! siger han, -Der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og ham alene.

Nu er det ude med Djævelen. Endegyldigt siger Jesus NEJ til hans lede fristelser og JA til sin bestemmelse. JA til mennesker! JA til at give sit liv til frelse og forsoning. Det er kristentroens mysterium og gave til os, at vi møder Gud i mennesket Jesus Kristus. At vi møder Gud i ham, som giver afkald på magt og guddomsvælde for at tjene os. Korset er tegnet på kærlighedens magt og afmagt. I evangeliet lyder der en opfordring til os om at gå den vej, Jesus går og sige NEJ til egoisme og alt det, som står et sandt menneskeliv imod. Vi kaldes til at stå imod den onde sammen med Kristus. Og det er netop pointen, også når vi kender vores menneskelige svaghed. Vi står ikke alene, for med os står den rette mand, som det lyder i en salme (Vor Gud han er så fast en borg, salmebogen nr. 336). Sammen med Kristus kan vi med frimodighed sige JA til livet og kærligheden. JA til et fuldt og helt liv med de glæder og sorger, der hører med til at være menneske.

Djævelen lærer vi at kende i beretningen i Mattæusevangeliet. Vi lærer den onde at kende som yderst menneskefjendsk. Her er der kun foragt for menneskers svaghed. Guds ske lov, at det ikke er den onde, vi tror på. Vi tror på og tilbeder Guds egen søn, som kender menneskelivet og kommer os i møde, rejser os op, når vi falder og leder os på vej. Som det lyder i salmen:

Herre, fordi du
var hos de pinte her,
var hos de dømte,
ved vi, at ingen
ensomhed findes mer,
ved vi, hvor Gud er.

(Herre, fordi du ikke lod guddomskraft smede til krone, salmebogen nr. 57)