Lysets engel går med glans

Lysets engel går med glans

Lysets engel går med glans

# Præsternes blog

Lysets engel går med glans

Af sognepræst Annette Kassow

(salmebogen nr. 747)

Englene er Guds sendebud
I Bibelen og salmebogen er der fortællinger om engle og ”billeder” af engle. Englene er Guds sendebud og kan være lige der, hvor vi mennesker mindst forventer det. Måske vi skal ud på kanten af livet, før vi får lov at se en engel. Det er der mange vidnesbyrd om. Som en døende mand sagde til sine pårørende: ”I må godt gå lidt, jeg har brug for at være alene.” Den døende havde set en engel stå ved sengen, og det var til trøst og håb for ham. Sådanne erfaringer af Guds sendebud er der mennesker, som får. Måske ikke os alle og troen er ”Gud ske lov” ikke afhængig af det. Men stort kan det være for et menneske at opleve.

Jakobsstigen
I Det gamle Testamente hører vi fortællingen om Jakob, som snød sin bror og måtte flygte fra hans vrede. Jakob lå en nat i det fremmede land og sov med hovedet på en sten. I drømme så han en stige fra jord til himmel, og Gud Herren så han øverst for enden af stigen. Der var engle, som gik op og ned ad stigen.

En fantastisk drøm for Jakob, som fortalte ham, at Gud var med ham med velsignelse. I flugten var Jakob ikke alene.

Det er også en fortælling om, hvordan Gud kan give tilgivelse og nye muligheder til et menneske.

Englevagt
Engle melder om fred på jorden som den første julenat; og synger om Frelseren, der blev født. Da tre kvinder går ud til Jesu grav påskemorgen mødes de af en engel, som fortæller det glædelige budskab, at Kristus er opstanden.

I salmen ”Sov sødt, barnlille!” lyder det om Guds omsorg for sit barn, stort eller lille:
”Stå, engle, på vagt, hvor mine de små er i senge!”

Grundtvig skrev salmen som en trøstesalme efter en stor krise, han var i. En salme for den anfægtede og fortvivlede, og givet til os at synge med på og tage til hjerte.

Englene midt i livet
Jens Rosendal skriver om engle og budbringere, som vi kan møde i vores helt almindelige hver-dagsliv. De ser måske ikke ”engle-agtige” ud, men er bærere af lys og håb fra Gud.

Lad os kalde dem engle
som bliver ved med at synge
når alt er gjort op og forbi
og der slet intet er mere
undtagen englesangen der løfter dig op
bærer dit håb og dit hjerte
dine hænder og dine læber
som skulle du aldrig gå til grunde.

Skal vi vove at kalde dem engle
der midt i mørke decemberdage
i hjælpeorganisationer og krisecentre
har travlt med at skubbe skyerne til side
så vi kan se at himlen også er blå

(Julekalender for voksne, December-refleksioner, Jens Rosendal, Alfa)


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Hans Egedes Kirke
Grønlands Torv 6
9210 Aalborg SØ

  98 14 00 84

hansegedes.sognaalborg@km.dk