Påsken og livets brød

Påsken er den første højtid, som kirken fejrede. Den kristne påskefejring udsprang af, at de tidlige kristne mødtes på opstandelsesdagen, søndagen, for at fejre gudstjeneste. Således var det på en måde påskedag hver søndag, for det var denne dag, de kristne fejrede Kristi opstandelse.

Andre dage blev også særligt vigtige, nemlig dem som vi kender som skærtorsdag og langfredag, dagene for Jesu sidste måltid med disciplene og korsfæstelsen. Og med tiden, men allerede tidligt, blev påske så noget, man fejrede som en højtid årligt.

Men måltidet var fra begyndelsen i centrum, når de kristne mødtes. Som der står i Apostlenes Gerninger om den første menighed: “De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (ApG 2,42). Og igen: “De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen …” (ApG 2,46).

De første kristne fortsatte dermed med at gøre det, som Jesus havde sagt, da han spiste sammen med disciplene aftenen inden sin død. Hvor han sagde om brødet, at det var hans legeme. Og om bægeret med vin, at det var den nye pagt ved hans blod (Luk 22,19-20). Dermed indstiftede Jesus nadveren, som kirken har fejret lige siden. Også i vores danske folkekirke hører vi de samme ord, hvorpå vi fejrer nadveren sammen.

I vores kirke har vi et vævet kunstværk (forsiden af kirkebladet), som har nadveren som motiv. Det er skærtorsdag, hvor Jesus sidder ved bordet sammen med sine disciple. Disciplene er dog ikke de tolv fra evangelierne. Men det er i stedet mænd og kvinder, børn og voksne. Og forskellige slags nationaliteter. Med andre ord alle slags mennesker. Til alle tider. Det afspejler den kristne kirke, spredt ud over jorden, der på ethvert sted samles om nadveren og dermed samles om Jesus Kristus. Den kirke, der bliver til et fællesskab ved at samles om ham.

Værket hedder “Brød til alverden”. Måske fordi Jesus i Johannesevangeliet siger: “Jeg er livets brød” (Joh 6,48). I nadveren ihukommer vi Jesus og hans ord, da han brød brødet: “Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” (Luk 22,19). Brødet, der blev brudt og delt ud til dem alle, var en foregribelse af Jesu korsdød, hvor hans legeme blev brudt, og hvor han gav sit liv for verden.

Påsken handler om, at Jesus gav sig selv for verden, for at Gud i sin kærlighed kunne nå mennesker. For at bruge et billede fra Bibelen, er vi nu alle inviteret med til måltid i Guds rige. Med andre ord, fejrer vi i påsken, at vi i Jesus Kristus har fået fællesskab med Gud og hinanden.

3