Udgivet ons d. 4. apr 2018, kl. 10:15


Ved sognepræst Søren Dalsgaard


Mennesket er skabt til fællesskab. Uden fællesskab mangler vi et sted at høre til. For at trives som mennesker, er vi nødt til at orientere os imod en eller anden form for fællesskab. Kirken er også et fællesskab. Den er dog ikke et fællesskab som vore andre fællesskaber. Den er ikke det samme som et nationalt fællesskab. Den er heller ikke det samme som vores biologiske familie. Og den er ikke et interessefællesskab. Den er heller ikke en klub. Kirkens fællesskab er noget andet og mere.

Kirken bygger på et fundament, som vi ikke selv har skabt. For kirkens fællesskab er indstiftet af Jesus. Kirken går på tværs af de fællesskaber, vi enten er født ind i eller dem, vi opsøger ud fra en given interesse. Vi samles nemlig om noget, som ikke bygger på os selv, og som indebærer, at vi er fælles på trods af, at vi samles som forskellige mennesker med forskellige baggrunde og forskellige interesser.

Kirkens fællesskab er altså et fortegn, som gør, at det er et unikt fællesskab. Her samles vi i dybeste forstand i troen på den opstandne Kristus, som selv er til stede med sit nærvær. I det fællesskab, han har stiftet, er der plads til ethvert menneske. Der gives en plads og et sted for enhver hos Gud.

I et større perspektiv er kirken også et fællesskab af mennesker med forskellige kulturer, som spænder sig ud over hele kloden, og som går snart to årtusinder tilbage i tiden. Det går med andre ord på tværs af tid og rum.

Nadveren, som vi fejrer i gudstjenesten, er det klareste udtryk for dette. Jesus indstiftede nadveren skærtorsdag, hvor han var sammen med disciplene. Nadveren er sakramentet, som skaber fællesskab. I brødet og vinen har vi fællesskab med Jesus Kristus, og vi har fællesskab med hinanden.

I nadveren modtager vi også et fælles grundlag og udgangspunkt, som vi kan forlade gudstjenesten med igen. For i Gud kan vi alle se os som elskede og accepterede mennesker. Værdige til fællesskab med ham. Så kan vi også se hinanden med de samme øjne. Det er en stor ting at se hinanden med Guds øjne. Lige nøjagtig på den præmis bygger det kristne fællesskab og dermed kirken.

Det er gudstjenestens opgave at formidle dette. Og det er altid med udblik til livet, fordi vore daglige liv er målet for gudstjenesten. Så at vore daglige liv og vore fællesskaber må bygge på det, som gives i gudstjenesten. For at vort liv og vor verden må blive sakramental og til tjeneste for Gud.

Den kristne tro skal udleves i fællesskabet med andre mennesker, for troen når sit mål i kærligheden, og kærligheden er det, som foregår blandt mennesker. Troen lever i fællesskabet, fordi der kan kærligheden blive levende. I mødet med mennesker.

I lyset af Guds kærlighed og med troen som fortegn bliver vores fællesskab andet og mere end almindeligt, menneskeligt samvær.
Det bliver kirke.

Kategorier Præsternes blog