Udgivet lør d. 24. nov 2018, kl. 00:00

Ved sognepræst Søren Dalsgaard


Når efteråret bliver til vinter, og både vintermørke og vinterkulde får fat, så tænder vi lys. For i kirken begynder adventstiden, og vi tænder lys i adventskransen. Første søndag i advent er begyndelsen på forventningens tid, og vi begynder at indstille os på jul. Det er også begyndelsen på et nyt kirkeår. Adventstiden handler om forventning. Forventningen om det lys, som kommer til verden, og som vi i julen fejrer. Det lys er Kristus, Guds søn.

Een stemme får særlig meget plads i adventstidens bibelske tekster. Det er profeten Esajas’ stemme. Esajas så med sit profetiske blik en tid, der skulle komme. Den tid hvor Guds rige skulle bryde igennem i verden. Han stemme er fuld af håb og forventning. Derfor er det netop ham, som stemmer i, når vi i adventstiden fejrer gudstjeneste. En anden profetisk figur, som er i centrum i adventstiden, er Johannes Døberen. Han peger med sin forkyndelse og gerninger frem mod Kristus som den, der baner vejen for Kristi komme.

Adventstid er altså forventningens tid, hvor vi ser frem mod det, som kommer. Mod ham, som kommer; lyset, som kommer til verden. Vi er i forventning til, at Jesus Kristus, som kom til verden, til enhver tid kommer til os, og en dag vil han endeligt komme til os og fuldbyrde Guds rige. Det er et løfte, som vi kan leve vores liv på. I det perspektiv kunne man måske sige, at det altid er en slags adventstid. Derfor er den kristne tro fuld af håb. Håbet retter sig med glædesfyldt forventning mod ham, som altid kommer til os. Og det er netop ham, som kommer til os og ikke omvendt. Kirkeåret begynder med, at Gud kommer os i møde. Nu er det vores opgave at åbne vore hjerter, så han kan komme ind.

Evangeliet til 1. søndag i advent er Jesu indtog i Jerusalem som et billede på kongen, der kommer til sit folk. Men Jesus kommer ikke med magt og vælde, han kommer med barmhjertighed. Han kommer med Guds nærvær og kærlighed. Derfor minder adventstiden os på, at vi altid har noget at håbe på. Vi er aldrig uden håb, for vi har Kristus at håbe på. Vi forventer ham! Og i kirken fejres det med stor glæde. Ligesom at folk på Jesu tid udbrød, da de så ham komme: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Forventningen er en grundtone i vores tro.

Det kan dog ofte være svært at lade os fylde af den forventning og af det håb. Det kan være svært at tro på, at Gud kommer mig i møde, og at Gud er mig nær. Måske føler vi os uværdige til Gud. Eller vi kan have svært ved at tro, at Gud er nær, hvis livet er svært og formørket. Men evangeliet er lige netop til dig og mig. Han kommer til os, som vi er, og uanset hvilke omstændigheder, vi lever i. Derfor er det meget passende, at det er ved vintertid, at advent begynder. For det er i mørket, at vi tænder lyset. Lyset, som vi tænder til advent, er et billede på det lys, som kom til verden i Kristus, og som oplyser ethvert mørke.

Billede af Pietro Lorenzetti 1320.

 

 

 

Kategorier Præsternes blog