Udgivet ons d. 14. aug 2019, kl. 14:24

Ved sognepræst Søren Dalsgaard


For at et træ kan vokse og blive frugtbart, må det slå rødder. Det har behov for at

drage næring gennem dybe rødder fra god jord. Der hvor træet ikke kan slå rødder,

bliver der ingen vækst, intet liv. Sådan er det naturligvis også med mennesker. Også

mennesker må slå rødder, dybt ned i god jord, som kan give næring. Man kan også

sige, man skal være rodfæstet for at vokse.

Det modsatte af rodfæstethed er rodløshed. Kan en spire ikke slå rødder, kan den

ikke vokse. Og når vi er rodløse, så er der noget i os, som ikke trives. Livet kan ikke

udfolde sig og vokse. Det handler altså om at være rodfæstet. Men i hvad? Jeg tror,

at vækst i menneskelig forstand har at gøre med at slå rødder i det, som er større

end os selv. Vi har behov for et sted, hvor vi kan få næring til vores liv fra noget, der

er større og dybere end os selv. Sådan et sted er kirken. For kirken er sted for et

fællesskab, som er større end os selv og som strækker sig bagud med lange rødder

tilbage i tiden. Kirken er et sted for tradition; sted for det, som gives videre, fordi det

har bestand og værdi. Værdier som gør os i stand til at navigere i vores nutid. Kirken

søger at være rodfæstet i det, som har evig værdi, det som har evig betydning. Den

er et sted for fordybelse og eftertænksomhed, et sted, hvor man kan drikke af en

dybere kilde, så vore liv kan få en dybere og større betydning.

Derfor er kirken heller ikke sted for hurtighed og utålmodighed. Kirken er på sin vis et

modstykke til den rastløse mediekultur, som fylder så meget i dag. For kirken er et

sted for rodfæstethed og fordybelse. Og det trænger vi til i en tid, hvor vores

opmærksomhed og nærvær drukner i strømmen af information og digitale stimuli. Og

i en tid hvor mantraet er effektivitet og hurtighed og omstillingsparathed. Når den

maskinelle tankegang truer med at gøre alt overfladisk, så trænger vi i særlig grad til

at slå rødder i noget dybere, så vores menneskelighed kan vokse. Vi har behov for

et sted, hvor vi kan være mennesker, og ikke maskiner. Hvor vi tales til som

mennesker. Som dem vi nu engang er. Og hvor vi lærer at blive medmennesker for

hinanden. Et sted hvor vi kan forstå vor egen livshistorie i en større histories

perspektiv, nemlig Guds historie. Og et sted hvor vi kan se vort liv som en del af et

større fællesskab. For så bliver horisonten større, og når vores horisonter bliver

større, så bliver vi større. Kirken er det sted, hvor man kan slå rødder i det, der er

større end een selv, så vi dermed får mulighed for at vokse os større som

mennesker.

Kategorier Præsternes blog