Udgivet tor d. 13. aug 2015, kl. 10:18

Ved sognepræst Søren Dalsgaard


Et af højdepunkterne i højmessen, som vi fejrer hver søndag, er nadveren. Efter at vi har lovprist Gud med bøn og salmesang, og vi har lyttet til Bibelens ord og prædikenen, så kommer vi til dette højdepunkt i gudstjenesten, nadverens sakramente.

Et sakramente er en hellig handling, der går tilbage til Jesus selv, og er indstiftet af ham. Den er hellig, fordi Gud på en særlig måde bliver nærværende i den. Nadverens elementer, brødet og vinen, er sakramentale, fordi de er symbolske tegn på en dybere virkelighed, nemlig Kristi nærvær. Men selvom vi i nadveren bruger symbolske elementer som brød og vin, så er nadverhandlingen ikke blot et symbol, ej heller blot et mindesmåltid for Jesus. For Jesus er virkeligt tilstede med sit legeme og blod i brødet og vinen, hvor igennem Jesus giver sig selv fuldt ud til os.

Nadveren som sakramente er et mysterium, der overskrider vores rationalitet. I nadveren får vi blik for den underfulde virkelighed, at Kristus virkeligt er nærværende for os, og at han kommer til stede i brødet og vinen. Med rationalitetens øjne ser vi måske kun brød og vin, men troen kan gribe en dybere dimension, at Kristus er nærværende i nadveren. Nadveren er en parallel til et andet mysterium, et andet under, nemlig at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske i én person.

Helligånden virker i sakramenterne, både i dåben og nadveren, og når vi bruger fysiske og naturlige elementer, som vand eller brød og vin, så får Ånden 'krop'; det åndelige får en kropslighed, og dermed en sanselighed. Vi kan føle og smage på det; vi kan indtage det!

Det vigtigste aspekt i nadverhandlingen er, at vi ihukommer Jesus Kristus. Som det lyder i indstiftelsesordene: "Gør dette til ihukommelse af mig!". Ihukommelse dækker over det græske ord anamnesis (erindring), og i forbindelse med nadveren udtrykker det, at hans stiftelse af en ny pagt, hans fællesskab med disciplene, hans given sig til os på korset og hans opstandelse - ja hans liv og frelseshandlinger - bliver gjort nærværende og nutidige for os. Fortiden bliver på en måde ført ind i nutiden. Vi fejrer nadver, ikke blot for at mindes noget der foregik i fortiden engang, men for at gøre det nærværende for os i nutiden. I nadveren er Jesus til stede som den, der giver sig selv for os og hengiver sig for os, og når vi indtager brødet og vinen bliver vi forenet med ham.

Nadveren blev indstiftet skærtorsdag, aftenen før langfredag, hvor Jesus blev korsfæstet. Denne aften delte Jesus et måltid sammen med sine disciple, og de delte brød og vin sammen. De første kristne i den tidligste kirke fortsatte med at dele brødet og vinen, og kirken fortsætter den dag i dag med at dele brødet og vinen og ihukomme Jesus, uanset om man er protestant, katolik eller ortodoks.

Der er en stærk symbolkraft i at ihukomme Jesus med brødet og vinen, for det var det, han bad os at gøre. I Hans Egedes Kirke tilbyder vi også druesaft til dem, der ikke ønsker vin. Men det er værdifuldt at fastholde, at der bør stå en kalk med vin på alteret, og at skænkningen af vin er det almindelige. For på det symbolske plan henter nadveren sin kraft fra sin oprindelige indstiftelse af Jesus skærtorsdag, hvor Jesus delte vinen med sine disciple. Det var vin, der blev brugt i påskemåltidet. Og vi ihukommer ham ved at gøre som han. Vinen er også et bibelsk motiv, f.eks. når Jesus bruger billedet af vintræet om sig selv (Joh 15,1-8). Sådanne motiver klinger med, når vi fejrer nadver. Derudover skænker vi også vin, når vi i almindelighed holder fest, for vin er en glædens og festens drik. Vinen understreger det særlige og det festlige, når vi mødes og fejrer nadver sammen.

Kategorier Præsternes blog