Udgivet ons d. 27. nov 2019, kl. 13:53

Ved sognepræst Annette Elmbæk Kassow 


- at favne det uperfekte
- på sporet af H.C. Andersens Snedronningen


Sidste år mødte jeg på Grønlands Torv i december måned en skolepige med tørklæde. Pigen løb hen til mig, gav mig et knus og sagde smilende ”glædelig jul!” Det var en dejlig oplevelse. En varm oplevelse på en kold decemberdag.

Kirkebladets tema er ”varme”. Varme som noget positivt. Den menneskelige varme, som kan være der, når vi giver os tid til hinanden. Vil hinanden. Viser, at vi under hinanden noget godt. Interesserer os for hinanden på den gode måde. Ikke sladderagtigt, men har omsorg for hinanden.

Det er en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser    

- sang Kim Larsen. Det er den kolde tid, vi er i nu, vintermånederne. Og sommetider kan der også være kulde mennesker imellem. Så er det ikke rart. Vi kan forsøge at bryde isen med venlighed. Venlige ord og et smil kan gøre underværker. Når vi kommer hinanden i møde. 

I advent og jul samles vi inden døre til mange hyggelige sammenkomster, gudstjenester mv. Vi kan opleve fællesskabets varme og lytte til juleevangeliet om barnet, der fødtes på jord. Gudsbarnet, som kom med guddommelig varme til mennesker, til os helt almindelige mennesker. Jesus favnede i sit liv og sine fortællinger det uperfekte: – den fortabte søn, – tolderen Zakæus, – de små børn, som på Jesu tid ikke havde nogen særlig status. Små, uperfekte og udstødte favnede Jesus med guddommelig kærlighed og varme. Og sådan kan han inspirere os til leve med generøsitet og varme trods menneskelige fejl og svagheder.

H.C. Andersen fortæller i eventyret, Snedronningen, om drengen Kay, som får en troldsplint i øjet og tiltrækkes af det perfekte. Kay spænder sin slæde efter snedronningens kane og ender som fange på hendes isslot. Den lille Gerda går ud for at lede efter Kay. Det bliver en lang rejse, og lidelser må Gerda igennem, før hun finder Kay og med sine varme tårer befrier Kay fra hans fangenskab.
Børnene synger sammen salmeverset  

Roserne vokse i dale,
der får vi barn Jesus i tale!

Det største i livet findes ikke på de ”høje tinder”. Det største er ikke at være perfekt eller bedre end andre. Det største er i grunden at være lille og have brug for hjælp, siger Jesus (Matt 18,4). Og sådan er det jo at være menneske. Vi kan ikke klare alting selv. Størst er kærlighedens varme, som går gennem ild og vand for at finde den, som er gået fejl af målet. Ligesom Jesus søger sit faldne menneske, og Gerda søger sin fortabte Kay. Det tager sin tid. Det er tid til varme! – Også i kolde tider.

 

 

Kategorier Præsternes blog