Udgivet man d. 8. jun 2020, kl. 10:12

- prædiken ved sognepræst Annette Kassow

Trinitatis

Teksten til trinitatis, også kaldet dåbsbefalingen, er kendt (Matt 28,16-20). Vi hører den hver gang, vi er samlet til dåb i kirken. Det er de allersidste ord i Mattæusevangeliet, som en afslutning på fortællingen om Jesu gerning på jorden, og samtidig en sendelse af disciplene ud i verden.

I kirkeårets første halvdel fejrer vi de store højtider: jul, påske og pinse. Vi hører om og gennemlever Guds frelses gerning i Jesus Kristus.

Når vi kommer til pinse og trinitatis, har vi hørt fortællingen om alt det, Gud har gjort for os i Jesus Kristus.

Vi har sunget om det og gennemlevet det hele – og nu til trinitatis spilles bolden hen til os, kan man sige, nu skal vi så leve det.

Hele tiden har vi selvfølgelig skullet leve i og ud af evangeliet, men lige nu i kirkeåret udtrykkes på en særlig måde, at nu er det os.

Ikke os alene, Gud ske lov! - Ånden er med os, i den må vi leve.

Vi sendes med Jesusfortællingen, - jul, påske og pinse, - ud i livet, ligesom disciplene, for at leve på Jesu ord og i hans Ånd.

Trinitatis tidens farve er den grønne, som minder os om vækst, at vi som kristne og som kristen menighed må vokse i alt det, som Jesus har givet os. Alt det, Jesus har lært os, mindes vi om den kommende tid.

Og igen, det er ikke menneskets præstation, det er ikke vores egen præstation at vokse.

Guds Ånd lader det vokse i os – og mellem os.

Jesus siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Ordene er sagt som et løfte, sagt til fortrøstning.

Det skal nok gå, siger Jesus, det ender godt, - også selvom mennesker måtte gå den forkerte vej, - for Guds søn har fået betroet al magt i himlen og på jorden. Gudsrige vil vinde til sidst, når Gud vil.

Kærligheden vil vinde til sidst. Barmhjertigheden, freden, håbet og glæden vil vinde til sidst.

I skal ikke gå alene, siger Jesus. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Jeg går med jer, er hos jer i Helligånden.

Og Jesus fortsætter: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple. Det er ikke alle, som synes godt om disse Jesus ord. Nogen hører i dem korstog og intolerance. Tvang og undertrykkelse. Ja, tænker det næsten som et overgreb, at kristne på Jesu befaling går ud og missionerer. Må man da ikke tro hvad man vil? Kan den ene tro ikke være lige så god som den anden?

Historien viser eksempler på kristen mission, som ikke har været god, hvor respekten har manglet.

Og måske også nogen af os har oplevet kristen forkyndelse eller et kristent fællesskab, hvor respekten har manglet? En del mennesker har vendt kristendommen ryggen på den baggrund, har måske en periode i livet haft brug for at holde troen på afstand.

Når Jesus minder os om at lære og holde hans befalinger, så er det netop at have opmærksomhed på respekten for andre og huske den måde, han gik omkring på jorden og forkyndte Guds rige. Jesus gik til de utilpassede, synderne, de forkerte med Guds kærlighed. Til børnene og kvinder, som ikke regnedes for noget særligt på den tid. Jesus rejste mennesker op og gav dem en ny værdighed; fortalte, at vi i hans kærlighed er lige elskede af Gud. At vi på den måde er lige værdige, at hvert menneske må mødes med respekt, når vi ser på hinanden med hans øjne.

Man kan sige, at kristen mission er at præsentere og repræsentere kristendommen.

-at præsentere, fortælle om kristen tro, om evangeliet

-at repræsentere, også i handling Jesu lære, kristen tro

At det er vores opgave at give budskabet videre, er vi ikke i tvivl om, når vi hører dåbsbefalingen. Vi har ikke fået Guds kærlighed og tilgivelse for os selv. Vi har ikke fået håbet kun til os selv. Kristentro er en dele-tro for alle folkeslag, givet til alle mennesker.

Det er selvfølgelig en frivillig sag, om man ønsker at være kristen. Men det er ikke muligt at tage imod, hvis man ikke er blevet præsenteret for tro på en god måde.

Der kan være en tendens til værdi relativisme i tiden, vi lever i; at det ene skulle være lige så godt som det andet. Til det vil jeg sige: Nej tak. - Det er ikke ligegyldigt, hvad vi tror på.

Der er værdier i kristendommen, i Kristus, som menneskeliv og samfund har brug for. Der er en frelse og befrielse i Kristus, som mennesker har brug for.

Den tyske forfatter Heinrich Böll sagde engang: Jeg tror på Jesus Kristus…. jeg overlader til mine samtidiges overvejelser og fantasi at forestille sig en verden, hvor Kristus ikke havde været til. Jeg tror, at en verden uden Kristus, ville få selv ateister til at længes efter Kristus.

Hvis man siger, at det ene kan være lige så godt som det andet, så siger man vel også, at det hele kan være lige meget eller ligegyldigt? Men alt er ikke lige meget eller lige gyldigt. Kærligheden er ikke ligegyldig. Tilgivelsen er ikke lige meget.  

Som Jens Rosendal skriver i en højskolesang  

At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stort besvær

på trods af det, der smerter,

og kærligheden er og bliver

og hvad end hele verden si’r,

så har den vore hjerter.

Jesu Kristi kærlighed er og bliver, holder ud med mennesker og går til de små og fortabte, og rejser dem op.

Det er denne kærlighed, Jesus befaler os at bære ud i verden. I denne kærlighedens Ånd må vi leve i verden, i vores liv og hverdag

Helligånden er sendt til verden!

Der er en Ånd, en kærlighed, en energi, som puster til os, skubber til os og måske rusker i os, når det er nødvendigt. En kraft, som vil menneskers liv noget godt og livgivende. Ikke kun engang i fremtiden, men nu og her, hvor vi lever, bor og færdes.

Guds Hellige Ånd er med os og giver væksten.

 

Kategorier Præsternes blog