Udgivet man d. 14. dec 2020, kl. 10:32

Ved sognepræst Annette Kassow

Det er snart jul og mange finder julepynten frem. Vi kan glæde os over igen at få alt på rette plads. I en del hjem er det blevet tradition med en julekrybbe, som er et jesusbarn i en krybbe, med sin mor Maria stående ved siden af. Josef kan også være med i ”den hellige familie”, selvom han  var en slags ”papfar” og ikke Jesu rigtige far. Bibelen fortæller, at Jesus blev til på underfuld vis, som vi også siger det i trosbekendelsen, ”undfanget ved Helligånden”. Alt sammen udtrykker det, at Jesusbarnet ikke blot er en almindelig baby. Han er også af Gud, Guds søn.

En julekrybbe kan være en lille stald med hø, dyr og hyrder, som var de første barselsgæster. De hellige tre konger kan også være med. I julekrybben mødes himmel og jord med gudsbarnet, som kommer til verden i fattigdom og stor menneskelighed. Han er sandelig en af os!

I Hans Egedes kirke har vi en julekrybbe stående i kirkerummet. Stalden er lavet af en håndværker, som i mange år var en del af sognet og menigheden. Konfirmander har i årenes løb lavet forskellige julekrybber og figurer dertil og på den måde levet sig ind i julens fortælling.

Jeg så den anden dag på Vesterbro i Aalborg en udstilling med julekrybber og et julekrybbelandskab, i den italienske restaurant San Giovanni. Det er netop fra Sydeuropa, i katolsk tradition, julekrybben stammer og nu er kommet til os i det kolde nord med budskabet, Guds søn er midt i blandt os!

 

Kategorier Præsternes blog