Udgivet tor d. 24. dec 2020, kl. 12:45

Prædiken juleaften 2020 - ved Søren Dalsgaard

Efter alle julens forberedelser og dens travlhed er det endeligt blevet juleaften. Også selvom den måske ikke blev helt, som vi kender den i år.

Når vi fejrer jul, så går vi altid ind i den med store forventninger. Børnene kan næsten ikke vente, men vi voksne har også store forventninger. Julen skal jo helst sidde lige i skabet og ikke slå fejl. Der følger derfor stor planlægning med, så at juleaften kan indfri forventningerne.

Og så leder vi særligt efter juleglæden. Juleglæden der binder det hele sammen. Men hvor finder man den? Hvor skal man lede efter den? For det er vel en, vi selv skal kalde frem?! Hvis vi nu får styr på det hele, så kan det være, den melder sig!

Juleaften hører vi en historie om noget, som ikke gik som planlagt, eller med andre ord noget som gik, som man bestemt ikke kunne forvente. Vi hører historien om Guds søn, barnet i krybben julenat. Det er jo historien om det uventede.

For hvem forventede, at det største under skulle ske i en stald i en lille by, langt væk fra alting? Hvem ventede, at Guds søn skulle fødes i en stald og lægges i en krybbe? Langt fra alt hvad der var stort og mægtigt. Langt fra, hvad der var noget i menneskers øjne. Han kom ikke som en kejser i Rom. Han kom ikke som den store mand i Rom, ophøjet og mægtig til at holde folketælling og tælle hele verden. Nej, Gud kom derimod til os som et lille barn, skrøbeligt lagt i en krybbe blandt staldens dyr.

Vi ville nok ikke forvente, at en historie om Guds søn skulle begynde på den måde. Men et under er altid ude af menneskehænder, forstået som noget, vi ikke ville kunne forudse eller kunne forvente. Uden for menneskets horisont. Men underet er dog også, at han blev lagt ned i vore hænder, fordi han blev født ind i vores verden. Det under er julens under. At Gud kom til os i dette menneskebarn. I mennesket Jesus. Og det er der juleglæden begynder.

Og den juleglæde er en uventet juleglæde. Vi havde ikke kunnet forvente den. For den juleglæde kommer ikke fra os selv, fra vores egen verden om man vil. Nej, den kommer udefra til os. Det er ikke noget, mennesket har magt over. Underet fra Gud er noget, der bryder ind i vores verden og overskrider enhver forventning.

Vi har virkeligt noget at fejre, når vi fejrer jul. For med julens budskab fejrer vi, at Gud ikke er en fjern Gud. Men han er en gud, som tværtimod er kommet os nær. Så nær som man overhovedet kan tænke sig. Med barnet i krybben blev han en af os i vores menneskelighed. Han blev født ind verden for at komme dig og mig nær. Derfor er det ikke os, som finder ham, men ham der i stedet finder os. Det gør han i sin kærlighed.

Det er den egentlige juleglæde. Ja, det er den egentlige glæde, som kan bære ethvert menneskeliv. For Gud har i sin kærlighed givet sig selv til os. Det bygger ikke på os selv, men på hvad der er blevet skænket til os. Det som er kommet til os udefra os selv. For det er egentlige: At være grebet af en kærlighed, der er større end os selv, som vi har fået skænket som en gave.

Derfor, når vi skal finde frem til juleglæden, så handler det ikke om, om vi selv kan fremkalde den. Det handler slet ikke om alt det, vi gør os selv travle med, hverken i juletiden eller i almindelighed. Det handler derimod om at åbne sig for den kærlighed, der er blevet skænket til os i Jesus Kristus. Ja, i denne juletid, kunne man gøre sit eget hjerte og sit liv til en krybbe for Jesus. Ved at åbne sig for Gud og hans kærlighed i Kristus, og så erfare, at livets egentlige glæde kan bryde frem, også der hvor vi måske slet ikke havde forventet det.

Kategorier Præsternes blog