Udgivet man d. 11. jan 2021, kl. 08:38

Ved sognepræst Annette Kassow
 

Lukas 2,41-52
Det har været jul, nytår og Helligtrekonger. Med smerte måtte julens gudstjenester aflyses. Vi skulle fejre julen derhjemme og kunne følge julegudstjenester på TV bl.a.

Nu er vi i Helligtrekonger tiden, - også kaldet epifani-tid, åbenbaringstid, - her efter jul, hvor vi skal lære Jesusbarnet at kende.

Man kan også sige, at det er nu i denne tid, vi må bære julens lys og håb ind i det nye år. Det har vi brug for.  

I dag hører vi om drengen Jesus, som går sine egne veje og bliver væk fra sine forældre i flere dage. Det er naturligvis en krise for forældrene. En krisetid med frygt og uro. -Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? siger hans mor, -vi har været helt ude af os selv og bange.

Drengen svarer sin mor: Hvorfor ledte I efter mig, vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?

Vidste I ikke, at jeg bør være i min fars hus? Kunne han også have sagt.

Og det samme kan vi sige, når der er nogen, der spørger os: Hvorfor går du i kirke?

Så kan vi måske svare: Ved du ikke, at jeg bør være hos min far, i min fars hus?
Ikke mindst i en krisesituation, som vi oplever i denne tid med pandemi, er det afgørende, at vi kan mødes i kirkens rum, i Guds hus, hvor vi hører til.

Her kan vi finde ro og retning i livet, hente mod og styrke i gudstjenestens fællesskab.

Lytte til forkyndelsen af håbet også i vanskelige tider; at verden med al dens lidelse er i Guds hånd, at vi ikke er alene, men omsluttet af Guds barmhjertighed.

Det vidste Jesus. Dette budskab kom han til jorden med. Og dette gudsnærvær, som han finder i sin fars hus, ønsker han at dele med os.

Det er Helligåndens fællesskab, vi mødes i til en kristen gudstjeneste, som vi siger det i trosbekendelsen:

Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund.

Det er derfor vi kommer i kirke, for at møde det hellige, for at møde Gud – i salmer, ordets forkyndelse, bøn, bekendelse, musik og i nadverens fællesskab.

Jesus lærer os, at vi trygt kan komme til Gud, at intet er for småt eller for stort til, at Gud lægger øre og hjerte til.

Måske vi i denne krise spørger: Hvor længe vil det vare? Hvornår kan vi få lov at leve et normalt liv igen?

Med sundhedseksperterne sætter vi vort håb til en vaccine mod corona, med god grund. Det er ikke første gang menneskeheden på den måde har fået hjælp. Og Guds livgivende kræfter er naturligvis også med i udviklingen af gode vacciner.

Vi ved dog godt, at der er mange andre sygdomme og lidelser i verden. Der er mange og meget at bede for. Og det kan vi gøre med frimodighed.

Det er netop velsignelsen ved at være et kristent menneske, at vi kan række vore hænder frem mod fremtiden i tro på, at Gud er med. Vi kan leve livet nu i lyset af Guds fremtid. Som vi beder i bønnen fadervor: Komme dit rige! Evangeliet fortæller, at gudsriges kræfter vil vinde til sidst. At det ender godt, skønt der kan være svære tider. Fremtidshåbet i kristen tro er universelt og personligt. Det er et håb for verden. Og vi har lov at tro, at også vort eget liv vil ende godt, at vi en dag vil blive taget imod i Gud vor fars evige rige.

Kristen tro er ikke bare optimisme, som kan lyde sådan: Du skal se, det går nok! Kristen tro er håbet til gudsriges kræfter, som vi tror vil vinde til sidst. Et håb om, at alle onde kræfter, mørket og døden for Jesus Kristi skyld er overvundet. Gudsrige kommer med retfærdighed, fred og glæde, når Gud vil.

Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far? Siger drengen Jesus på 12 år, som er på vej mod sin bestemmelse, sin vej i livet. Et ungt menneske, som modnes i det, der skal være hans gerning på jorden. Blomsten er ved at folde sig ud, på en særlig måde for Guds søn.

Og samtidig er det en sandhed, som gælder for ethvert menneske, at også vi må finde vores bestemmelse og modnes i det at være menneske. Man kan sige, at opgaven er at blive det menneske, vi er skabt til at være. Det er en personlig rejse, og på den vej er vi ikke alene. Ligesom Jesus fandt sin vej i sin fars hus, i sin himmelske fars kærlighed, - kan vi finde vej og mening med vort liv i Gud vor fars kærlighed.

Kategorier Præsternes blog