Udgivet man d. 1. mar 2021, kl. 09:20

Prædiken 2. søndag i fasten ved sognepræst Annette Kassow
Matthæusevangeliet kap. 15 vers 21-28 
Den kanaanæiske kvinde


Man kan godt sige, at hun er sej denne kvinde fra hedningeland, som har held til at bevæge Jesus. ”Træd bare på mig! Jeg flytter mig ikke, for det gælder mit barn”, synes hun at sige, da Jesus afviser hende med den begrundelse, at hans opgave er at hjælpe sit eget folk. ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”, lyder det fra Jesus. Kvinden indleder ikke nogen krænkelsessag, selvom hun sammenlignes med en hund. Hun viger ikke tilbage i fornærmelse, men bruger tværtimod Jesu egne ord, da hun siger, ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, der falder fra deres herres bord”.

Sådan bevæger og overbeviser hun Jesus. ”Kvinde, din tro er stor!” siger han og fortsætter, ”du får det som du gerne vil”.

Hendes datter blev rask i samme øjeblik.

En kvinde, som bevæger Jesus væk fra det, som han er opvokset og oplært med, at han først og fremmest skal tage sig af sine egne. Kvinden får Jesus til at se, at hun, selvom hun er fremmed og en hedning, også er et menneske, som Guds søn må hjælpe. At også hun er Guds barn.

Sådan får hun betydning, ikke kun for sig selv og sit syge barn. Kvinden er med til at sætte en bevægelse i gang i kristentroen, - i denne nye tro, - en tro, som endnu er på vej. En bevægelse fra at være et fænomen inden for jødedommen til at blive en grænsesprængende tro med budskabet om frelse for alle mennesker og et evangelium med universel rækkevidde.

Dette glædelige budskab fra Mellemøsten nåede også op til os her i det kolde nord for mere end 1000 år siden.

Selvfølgelig er kvinden ikke alene om at sætte det i gang, men hun har sin lille andel i bevægelsen, som ikke mindst Paulus med sine missionsrejser sætter alt ind på.

Man kan tænke, at Gud er en urokkelig klippe. Det er et smukt og sandt gudsbillede. I dag hører vi, hvordan Jesus bevæges og viser os, at når Gud er en klippe, så er han ikke urokkelig stiv, men urokkelig og levende i sin kærlighed, som en kærlighedsklippe.

Vi kan undre os over Jesu afvisende facon over for den kanaanæiske kvinde, og måske vi ikke rigtig synes, at vi kender denne Jesus? Samtidig kan det være en troserfaring, at Gud opleves tavs eller måske ligefrem afvisende. Som det f.eks. lyder det i klagesangene i Salmernes bog, ”Gud, hvorfor hører du os ikke?”

En af oldtidens kristne mystikere, Johannes af Korset taler om ”sjælens mørke nat”, om perioder, man kan opleve i sit trosliv med anfægtelse og tvivl. Sådan kan troen også være en kamp, måske en kamp i ens eget sind, at det hele ikke bare er ligetil, at spørgsmål trænger sig på. Og man måske kalder eller råber til Gud og spørger, ”Hvor er du henne i alt dette? Har du glemt mig og mine kære, som lige nu har det svært?”

Skulle vi havne dér i ”sjælens mørke nat”, vil det være godt at huske den kanaanæiske kvinde og hendes mod. At hun utrætteligt bliver ved med at henvende sig til Jesus og ikke giver op.  

Ligesom Jakob i vadestedet i Det Gamle Testamente, som i nærkampen med Gud siger, ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!” Det er gode ord at have med i liv og bøn - ”Gud, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!”

Som det lyder i en salme (nr. 644 i salmebogen):

Aldrig er jeg uden våde (nød),
aldrig dog foruden nåde,
ofte fuld af stor uro,
altid fuld af Jesu tro

Kategorier Præsternes blog