Udgivet tir d. 6. apr 2021, kl. 09:41

Glædelig påske!  

Det er en glæde, at vi i år har kunnet fejre påsken i kirkens fællesskab. I et fysisk menighedsfællesskab. Næsten som en opstandelse kunne påskens gudstjenester opleves i forhold til sidste år, hvor kirkens dør var lukket.

Påskedag er et vendepunkt!  Nok ikke, som det er blevet sagt, et vendepunkt på corona pandemien. Men for troen er påskedag, med Jesu Kristi opstandelse, vendepunktet. Nu kan det kun gå den rigtige vej. Det ender godt! fortæller evangeliet. Også selvom vi må leve med corona en tid endnu, og vi ikke helt ved, hvor længe det vil vare med dens hærgen. Også når vi lever i en verden med andre sygdomme, lidelse og elendighed, og vi må færdes mellem grave. Det vil ende godt til sidst, for dødens og ondskabens magter er besejret. Som det lyder i Den nikænske trosbekendelse: Vi ”forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.” Påskedag er vendepunktet. Håbet er kastet ind i verden. Sammen med den opstandne Kristus går vi frem mod Gudsriges endelige komme.

Påsken er et stort drama med:

-indtoget palmesøndag

-fællesskabets måltid og kærlighedens hengivelse skærtorsdag

-forræderi, falske anklager, hån, svigt, lidelse og død langfredag

-og så englebuddet påskemorgen: Kristus er opstanden!

Et chok for kvinderne var det med den tomme grav. De gik derfra rystede og ude af sig selv. Først senere blev det til opstandelsestro og glæde. Og til en forståelse af, hvad Kristi opstandelse betyder. At det er alt det, som Kristus stod for og var i sit liv, som opstår: Barmhjertighedens opstandelse, kærlighedens og glædens opstandelse, fredens og håbets opstandelse. At han lever, betyder, at det, han stod for og var, lever. Påsketro er håbs forkyndelse og ikke bare optimisme, som når det siges: du skal se, det går nok. Påsketro er troen på, at Kristus går med, også når lidelserne er mange, og vi er lige ved at miste modet. Påsketro er at bæres af dette håb om livets sejr over død og mørke. Fordi Kristus er gået gennem grav og mørke for at åbne en dør for os til livets og lysets rige. Herefter er livet ikke mere det samme men gennemlyst af håbet.

Hvad betyder så dette håb i en helt almindelig hverdag? Det kan selvfølgelig være forskelligt for os hver især. Det kan måske være at se de små opstandelser, som er i livet:

-at naturen folder sig så smukt ud, også i dette forår

-at vi kan være hinanden nær

-at hjælpsomhed findes, også i en krisetid

-at vi må synge sammen nu igen, ude i det fri

Og ikke mindst:

-at vi kan sige farvel til vore kære døde i troen på, at de hører hjemme i det evige livs håb

-at de og vi kan lukke vore øjne i den sidste dødens mørke nat, i tryg forvisning om at blive taget imod

Det er salmer og sange og fællesskabet, som kan holde tro og håb levende. Ligesom bibelord og forkyndelse kan det, når vi lytter til teksterne med en forståelse af, at her er noget, som kommer os ved. Og ligesom nadverfællesskabet kan det. Nadverfællesskabet, som var de første kristnes gudstjeneste, når de samledes i hjemmene og delte brød og vin. At modtage nadverens brød og vin er at modtage den opstandne, som kommer os i møde. Det er at dele livet med ham i tro, håb og kærlighed.

Påskeblomst! en dråbe stærk

drak jeg af dit gule bæger,

og som ved et underværk

den mig hæver, vederkvæger:

Hanegal og morgensang,

synes mig, af den udsprang;

vågnende jeg ser de døde

i en påske-morgenrøde.

(Påskeblomst! hvad vil du her? - nr. 236 i salmebogen)

Glædelig påske!

Kategorier Præsternes blog