Udgivet tir d. 25. maj 2021, kl. 13:06

Prædiken til pinsedag ved sognepræst Annette Kassow


Joh. 14,22-31

 


Sangeren og musikeren Leonard Cohen synger i en af sine sange (frit oversat):


Ring med de klokker, der stadig kan kime
Glem alt om det perfekte liv
Der er en revne og sprække i alting
Det er dér, lyset trænger igennem

 

Salmedigteren Simon Grotrian er inde på noget af det samme, når han i sin bog ”Domkirkeperlen” skriver:

 

Der er altid sprækker,
hvorigennem Helligånden puster

 

Budskabet er, at lyset og Helligånden findes og er her og trænger igennem i vore liv uanset menneskers modstand, som det beskrives i en helligåndssalme (nr. 291 i salmebogen):

 

Du, som går ud fra den levende Gud,
åndernes Ånd i det høje!
Menneskens køn mod Guds enbårne Søn
stridende står dig for øje

 

Det er ikke altid, vi mennesker arbejder med på Gudsrigets livgivende kræfter. Vi kan blive fastlåste, måske endda forstokkede i vores iver efter kontrol og styrring. Måske fordi vi er bange. Vi kan gro fast i rutiner og reglementer, som kan hindre Åndens fri bevægelighed og det gode liv. Det glædelige budskab er, at der er sprækker, hvor lyset trænger igennem, og Helligånden puster på os og vore fællesskaber.

Hvad er det så for nogen sprækker? Det kan være fællessang, at vi igen må synge, blive forenede i sang og styrkes og opmuntres, uden vi måske helt ved hvordan. Fællessang kan være som sprækker af håb.

Det kan være hjælpsomhed, også i den corona tid, vi har været igennem, at mennesker trods alt har husket hinanden og givet en hjælpende hånd, når der var brug for det. Som en ældre dame fortalte: Jeg stod på gaden med lidt for mange indkøbsvarer i min vogn. En yngre kvinde overhalede mig i rask gang. Jeg var endnu i gang med at skubbe vognen med varer, da kvinden vendte tilbage og spurgte, om hun ikke skulle give en hånd med vognen. Og sådan gik det til, - med troens sprog, - at lyset brød igennem for en gammel dame, - at Helligåndens pust ramte på en gade i en storby på en helt almindelig hverdag. Mon ikke de fleste af os kan huske episoder fra vores liv, hvor vi fik den hjælp vi havde brug for, måske i en vanskelig situation. Himmel og jord følges ad, er pinsens gode budskab. Vi er ikke alene. Vi er ikke overladt til os selv. Som Jesus fortæller disciplene om Talsmanden, som er på vej og vil komme i hans sted. Når Jesus ikke selv er tilstede længere fysisk her på jorden, får vi følgeskab af Talsmanden, Helligånden, i hans sted. Det er Jesu Kristi ånd, som taler kærlighedens sprog. Og det er netop Jesu vejledning, at vi lærer ham at kende og Gud at kende gennem kærligheden. Måske det var derfor, de kunne tale så mange sprog på den første pinsedag, fordi de fik åndens kræfter og mod til at tale kærlighedens sprog, som forener og skaber fællesskab. At få mod til at tale kærlighedens sprog kan være som en sprække, hvor lyset bryder igennem og Åndens pust fornemmes.

 

I Thomas Vinterbergs internationalt anerkendte film, med den ikke så skønne titel ”Druk”, møder vi hovedpersonen Martin, som nærmest er som en levende død. Han er gået helt i stå på sit arbejde som gymnasielærer og i sit ægteskab, hvor hans kone det meste af tiden er på natarbejde og måske søger noget livgivende, en kontakt dér, som hun ikke finder i sit ægteskab med Martin. Du er ikke længere den mand, jeg giftede mig med, siger hun til ham. Nogle mandlige gymnasielærere får ideen at afprøve, hvad der kan ske ved i en periode at drikke sig til ½ promille i blodet. Både på arbejdet og i fritiden. For Martin sker der det, at han vågner, bliver mere levende. Men det kammer så over med hans druk, og det er ved at gå helt galt også i hans ægteskab, hvor hans kone nu for alvor er træt af ham. Der er en smuk scene, hvor de sidder på en bar. Martins kone afviser ham, han er virkelig ikke noget at samle på med det liv, han lever. Og måske hun også har sine antenner ude andre steder. Men Martin åbenbarer sig i al sin sårbarhed. Som en sprække i elendigheden fortæller han sin kone, at han elsker hende. Han har virkelig ikke noget at komme med, og hun går da også derfra, uden at de forsones. Tiden går. Gymnasiets studenter springer ud. Martins liv er noget rod. Men en dag tikker der sms’er ind på hans telefon fra hans ægtefælle: Jeg savner dig. Og en mere: Jeg elsker dig. Og filmen slutter meget smukt med glædesdans og glædesrus. En rus, som ikke bare skyldes promiller, men kærligheden, der overvinder alt, kan man vist godt sige. Hvis jeg måtte give filmen en ny titel kunne det måske være ”Tro, håb og kærlighed”. Filmen kan ses som en illustration af menneskelivet med de sprækker, der trods alt er, hvor lyset trænger igennem og Helligånden puster midt i menneskets skrøbelighed. Ligesom i filmen at få mod til at sige, som en åbenbaring fra menneske til menneske: Jeg elsker dig. I forlængelse af Jesu ord: Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

 

Med pinsedagen er Guds åbenbaring i Kristus fuldendt. Det har været jul, påske – og nu pinse. Kirkeåret fortæller om Jesu gerning på jorden, om alt hvad han har gjort og gør for os i kærligheds og sandheds ånd. Pinsen fortæller, at denne Ånd er lyslevende og tilstede midt i blandt os i dag. At Ånden er her og bestandig finder sprækker, hvor den kan puste på os og vore fællesskaber og skabe liv, fred og glæde.

Som det lyder i en pinsesalme (fra ”100 salmer”):

 

Gå gennem byens lange lige gader,
du sommerlyse Helligånd,
stryg ømt hen over slidte, grå facader …
og tænd os med Guds egen hånd,
så vores by
med lys på ny
kan smykke sig i glæde til Hans komme.

 

Glædelig pinse!

 

 

 

  

Kategorier Præsternes blog