Udgivet tir d. 27. jul 2021, kl. 09:49

Forkyndelsens gode frugter 

 

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2021

Ved sognepræst Annette Kassow

 

Tekster

Rom 8,14-17

Matt 7,15-21

 

I det kendte folkeeventyr ”Ulven og de 7 gedekid”, hører vi om, hvordan en gedemor, inden hun forlader hjemmet for en stund, formaner sine gedekid til ikke at lukke ulven ind. ”I kan kende ulven på dens grove stemme og sorte poter”, siger hun, inden hun går.

Da ulven kort efter banker på døren, lukker gedekiddene ikke op. ”Vi kan høre på din stemme, at den er grovere end vores mors”, siger de. Og det hjælper ikke, at ulven spiser kridt og får en lysere stemme. ”For du har sorte poter, kan vi se under døren, og det har vores mor ikke”, siger de små gedekid. Men da ulven strør mel på poterne og kommer igen, lukker kiddene op og bliver ædt af den grumme ulv. Dog ikke alle, for det mindste kid har gemt sig for ulven og fortæller det hele til sin mor og sammen går de ud for at lede efter ulven, som ligger og sover efter al den mad. De har held til at sprætte ulvens mave op og som i et godt eventyr, springer alle kid lyslevende ud af ulvens mave og forenes med deres mor og lillesøster, mens den onde ulv smides i brønden. Eventyret ender godt og fortæller samtidig om de farer, som livet gemmer, at vi kan blive narret også selvom vi passer godt på.

 

”Tag jer i agt for de falske profeter”, siger Jesus, ”som kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”.

Det kan lyde som forældres formaning til deres børn og det er da også sådan det kan forstås, som jeg hører det.

 

I Romerbrevet skriver Paulus om barnekår hos Gud. I dåben får et menneske barnestatus hos Gud, modtager Helligånden og ”i den råber vi: Abba, fader!” - skriver Paulus. Abba er egentlig ordet for far, ikke fader, men netop far, som når et lille barn kalder på sin far. Det var det ord Jesus brugte, da han lærte sine disciple at sige far til Gud. Jesus viser os i sit liv og sine fortællinger, at vi trygt kan komme til Gud, som et barn trygt kan komme til en god far eller mor.

Dette gudsforhold er der ingen profet eller forkynder, som må tage fra os, - skulle det ske, at der forkyndes til frygt og ikke tillid, - er det falsk forkyndelse. Dette er der mennesker, som er blevet udsat for, og som måske derfor afviser evangeliet. Eller som en ældre sygeplejerske fortalte: ”Jeg har mødt flere kristne mennesker, som på deres dødsleje lå og var bange, - bange for, at de i deres liv ikke at have været gode nok. Bange for at kunne gå fortabt”. Det er meget alvorligt, hvis kristendom ikke forkyndes til fortrøstning, frelse og håb, men det modsatte. Kristus kom jo netop for at bringe frelse til hvert fortabt menneske og dermed glæde og håb. Lad os da være medarbejdere på evangeliets glædelige budskab! Vi har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så vi atter skulle leve i frygt, men vi har fået den ånd, som giver barnekår, og i den ånd kan vi trygt henvende os til vores himmelske far og forvente alt godt fra ham.

En god forælder opdrager sit barn. Og god opdragelse, sagde man førhen, bør ske med en kærlig fast hånd. Dette dur nok også i dag. Uden trygge rammer i børneopdragelse går det ikke og uden kærlighed går det slet ikke. Og sommetider må forældre tale med store bogstaver, i kærlighed. Og det er vel netop det, der sker i Matthæus-evangeliet, når Jesus med de store bogstaver siger:

 

”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske fars vilje”.

 

Som børn af vores himmelske far skal vi selvfølgelig gøre det, som han ønsker af os: Bære god frugt; kærlighedens frugt, være hjælpsomme, gavmilde, gæstfrie, barmhjertige, bringe håb og glæde ud i verden og til vores medmennesker. Ikke af egen kraft men båret af Guds ånd. Og så ved vi godt, at det ikke altid lykkes for os, at vi kan være svage og lave fejl, gang på gang. Men det betyder ikke, at vi kasseres. Det betyder ikke, at Gud holder op med at kalde og forvente noget af os. For Gud er som den allerbedste far, siger Jesus. Og en god far opgiver ikke og vender ikke ryggen til sit barn.

 

Profeternes frugt er deres forkyndelse. Meningen er, at forkyndelse skal bære frugt i menneskers sind og hjerte. Kalde til omvendelse, når vi er gået fejl af målet. Vejlede, trøste og opmuntre til liv og glæde. Det er derfor det hedder evangelium, som betyder et glædeligt budskab. Evangelium er gode ord at leve på. Og gode ord at have med i vor sidste stund, at vi også dér i 100 % tillid kan kalde på vores himmelske far, række vore hænder frem og forlade os på hans nåde.

Som det lyder i en salme:

 

O Talsmand! lad os finde trøst,

som barnet finder den ved moders bryst

 

Ja, sandheds Ånd! forvis os på,

at også vi er af Gud Faders små!

Da er sorgen slukket,

da er perlen fundet,

Paradis oplukket,

døden overvundet,

Herre, hør vor bøn!

 

(Nu bede vi den Helligånd, salmebogen nr. 289)

 

Kategorier Præsternes blog