Hvor du synger, er du hjemme

Jeg synger i et amatør hyggekor hver tirsdag. Min syngemakker til højre er en dame i 80’erne. Når vi synger danske sange, kigger hun aldrig ned i sangbogen eller i noderne. Hun kan bare sangene. Alle sammen. Hun er fra en generation, hvor morgensang og sang i skolen var en selvfølge. Og der er nu noget helt særligt ved det, man lærte som barn. Det bliver hængende. Tænk, at hun er gået rundt hele livet med den danske sangskat indeni!

Vi knytter ofte bestemte sange til bestemte situationer. Jeg har fået fortalt, at da jeg var 2-3 år, kunne jeg blive virkelig gal i skralden. Men i stedet for at skælde ud eller hyle, sang jeg tante Sofies sang fra Folk og Røvere i Kardemomme By: ”Uhadada, hvor er jeg gal, jeg er så vred og sur….” Jeg kunne hele sangen, og det kan jeg for resten stadigvæk.

Jeg ved, at jeg placerer mig selv i kategorien ”Gammel Dame”, når jeg bliver lidt bekymret for, om vi, der kender og elsker de danske sange, er et uddøende folkefærd. Børn og unge i dag ved alt om YouTube og TikTok, men de kan ikke synge en dansk sang.

Hvad skal vi gøre ved det? Hvad kan vi gøre ved det? Vel ikke så meget andet end at blive ved at synge selv. Sammen med hinanden, for børnene, for børnebørnene, for de ældre, der faktisk glemmer sangene som noget af det sidste, og som kan bringes til at mindes gennem en sang. For sang giver et helt særligt fællesskab, som automatisk trækker mundvigene opad.

Inden jeg blev pensionist sidste sommer, havde mit arbejde ført mig rundt til en del steder i landet. Det er blevet til 8 år på Lolland, 19 år på forskellige destinationer i Sønderjylland og 13 år i Nordjylland.

Det er ikke så let at dumpe ind i en ny by og en ny egn, når arbejdet er den eneste grund til, at man er der. Men min mand og jeg har altid haft den samme strategi for at ”tage hul” på et nyt sted. Han fandt en fodboldklub, og jeg fandt et kor, og så var vi i gang. Det har altid været min metode til at komme til at føle mig hjemme et nyt sted at være med i et kor. Da jeg havde en rimelig god sopranstemme at byde ind med, blev jeg altid modtaget med åbne arme, og jeg følte hurtigt, at jeg ”hørte til”.

Min første erfaring med kor var på Lolland – ”Det Hvide Kor”, der oprindeligt udelukkende bestod af sygeplejersker. Historien, som lå langt forud for min tid, var, at der på Nakskov Sygehus lå en kulsort patient, der på mystisk vis var havnet på Lolland fra Caribien, som kedede sig, og som charmerede sygeplejerskerne til at synge for sig. Da han blev rask, startede han et kor. Og man var selvfølgelig i sygeplejerskeuniform.
Han var højt elsket og formentlig den eneste sorte person på Lolland på den tid. Senere måtte andre slags også være med, og jeg lånte en uniform af min nabo, der var vokset ud af sin, og som havde brug for mere ”råderum”. Der var ikke en landsbykirke, der var for lille til, at vi kunne synge der. Et sted
var så lille, at præsten gjorde alt selv. Blandt andet lavede hun kaffe kl. 9 om morgenen, som vi skulle have kl. 21, den smagte lidt træt. Og nogen stor kagebager var hun ikke, men det var superhyggeligt.

I koret i Sønderjylland måtte jeg leve med deres hang til sange på dialekt. Jeg fattede ikke en brik, men jeg tænkte: ”Skik følge eller land fly” og forsøgte at rulle på r’erne de rigtige steder. Jeg fik stor respekt for sangen ”En lærke letted” efter at have sunget den i sønderjyske sammenhænge, hvor mange havde kendskab til folk, der var faldet i Haderslev den 9. april 1940 eller havde hørt fortalt, hvordan de tyske soldater sjoskede ydmygede og udmattede gennem Sønderjylland tilbage til deres ødelagte hjemland. Der er så meget alvor i den sang, som jeg nok førhen havde opfattet som lidt patetisk. Det gør jeg Ikke mere.
I Nordjylland har jeg ikke oplevet så mange dialektsange, men Limfjorden skal jo besynges med fynd og klem, og det gør vi så med stor fornøjelse.

I Hans Egedes synger vi jo også hjertens gerne ved enhver lejlighed, og tak for det. Blandingen af salmer til gudstjenesterne og sange fra Højskolesangbogen til alt det andet lægger et lydtæppe omkring os om, at her hører vi til.

Hvor vi synger, er vi hjemme
Alle ønskes en sensommer og et efterår fuld af sang.